For 75 milliarder kroner borgerlig falliterklæring

De offentlige udgifter er siden 2001 steget med 75 milliarder kr. Det kan man læse i store annoncer for Venstre, hvor Lars Løkke Rasmussen stolt fortæller, at Venstre har været med til at øge de offentlige udgifter med 75 milliarder over de sidste 17 år.

Det er mere end 1.000 kr. hver måned for hver eneste dansker. Al snak om massakrer på den offentlige velfærd kan aflyses. Den offentlige sektor har aldrig været større.  

Hvis øget offentligt forbrug – i en af verdens største offentlige sektorer – er salgsargumentet for en borgerlig statsminister, så har det borgerlige Danmark et stort problem. En stor offentlig sektor, der opkræver høje skatter, er ikke en garanti for meget velfærd. Det omvendte er faktisk tilfældet. Fordi det offentlige er nødt til at opkræve så høje skatter for, at dække de mange offentlige udgifter, bliver vi alle fattigere i form af færre jobs, flere arbejdsløse og lavere BNP.  

Fremfor, at Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, praler med, at de har været med til at øge de offentlige udgifter med 75 milliarder, burde de komme med forslag til, hvordan den offentlige sektor kan gøres mindre, så danskerne kan bestemme mere over deres liv og pengepung.  Det burde være opgaven for det borgerlige Danmark.  

Har danskerne så fået mere offentlig velfærd for de mange milliarder? Det er ikke det indtryk, man får som borger. Vi har venteliste på hospitalerne, mange skolers vedligeholdelse er dårlig og veje og broer er nødlidende. Ikke alene er det offentlige forbrug øget. Den offentlige sektor har også været dårlige til at forvalte alle de mange ekstra penge.  

Det borgerlige Danmark skal gøre op med den socialistiske tro på, at bare man gør den offentlige sektor større bliver alt bedre. For det gør det ikke.  

Det borgerlige Danmark skal se hinanden i øjnene. Ønsker det borgerlige Danmark de næste mange år at forsvare stadig stigende skatter og en endnu større offentlig sektor og være socialdemokrater`?. Eller vil det borgerlig Danmark vende tilbage til rødderne og tage et opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel.

Og der er masser at tage fat på for det borgerlige Danmark. Tag f.eks. hele Jobcenter området. De arbejdsløse føler, de bliver kastet rundt i et system, som ikke hjælper dem til at arbejde, men snarere knuser dem for al selvtillid. Det bruger vi hvert år mere end 15 mia. kr. på uden samfundet får resultater, der modsvarer de store udgifter.

Staten skal være så stærk, at den kan hjælpe de svage og ikke stække de stærke.  I dag har vi en stat, som knuser de svage og stækker de stærke. Det kan aldrig være borgerlig politik.

Men fremfor, at lave borgerlig politik, så er dele af det borgerlige Danmark optaget af, at tvinge folk til gå med bestemt tøj eller give håndtryk.

Det borgerlige Danmark skal tilbage til tegnebordet, og finde et borgerligt svar på fremtidens Danmark, der tager udgangspunkt i at den enkelte borger, har ansvaret for sit eget liv. Vi skal have færre love og regler og skatterne skal sættes betydeligt ned.

Man kunne passende starte med de 75 milliarder om året, som man har øget de offentlige udgifter med siden 2001.